Livskriser

– Kunsten at leve livet, på livets betingelser

Livet er en væren, der indeholder en følelse af evighed og uforanderlighed, men livet er også afsked, forvandlinger og smertefulde nye begyndelser.

Vi kommer alle ud for der sker noget uventet i vores liv Vi havner et sted vi ikke havde planlagt at være, står overfor forhindringer, vi ikke regnede med at støde på, oplever følelser og tanker vi ikke havde forventet at opleve.

På en eller anden måde er det, som om vores plan om, hvordan vores liv skulle være, er blevet erstattet af en række omstændigheder, vi aldrig havde regnet med eller slet ikke ønskede at have i.

Vi står overfor forandringer, udfordringer eller revurdering af vores liv. Det er overgangsfaser hvor vi skal finde et nyt ståsted i tilværelsen, vores selvbillede forandre sig, og vores selvforståelse er under ombrydning, hvilket undertiden også gælder vores sociale og arbejdsmæssige liv. - Både blikket bagud og blikket fremad, som endnu ikke rigtigt ser klart, kræver meget af os og alligevel er det helte naturlige dele af livet.

Overgangsfaserne i vores liv kan forekomme som tomrum hvor det der gav mening og retning, ikke længere kommer af sig selv. Denne mangel på mening og retning er for de fleste et uroligt sted at være. Vi står ansigt til ansigt med at være i den overgang mellem det sted, vi troede vi ville være, og dét, hvor vi rent faktisk er.

Dette kan føles angstprovokerende, belastende og vanskeligt, at navigere i de svære følelser der til tider føles truende og ubærligt. Men hvor om alting er, så er det livets betingelser; at føle sorg når døden har taget en betydningsfuld anden fra os, at føle frygt når vi møder noget i vores liv der truer vores integritet og evnen til at stå ved os selv, at føle vrede og magtesløshed når grænser, situationer, kontakt, forudsigelighed pludselig forsvinder.

Mennesker der har været i disse omstændigheder har ofte en indsigt, at de har fået åbnet døren op til, et større og bredere syn på sig selv og tættere kontakt på det der giver mening i deres liv. De ved noget om ikke at være herre over situationen og alligevel ikke fremstå som hjælpe løse. De ved at de ikke kan bestemme over smerten og langt fra kontrollere den.

Jeg er mange, mange gange kommet ind til dette sted med mine klinter (og i høj grad mig selv): Hvordan finder vi håbet og glæden igen når livet tager en smertefuld drejning og hvordan rummer vi og accepterer det vi ikke kan lave om på? Hvordan mestre vi afmagten når den råber så højt at vi ikke kan hører vores egen stemme? Hvad stiller vi op med vores egen smertefulde virkelighed?

Magtesløshed og afmagt er vilkår vi som mennesker (og terapeut) ikke kan komme udenom. Problemet er ikke at der er en smertefuld virkelighed. Problemet ligge i at forvente noget andet og tro at vi kan løbe fra den, quick-fikse os ud af den, bedøve os ud af den eller forlade vores eget følelsesliv og forsøge at være en anden. At lukke af for kontakten til det der er svært kræver en enorm mængde energi. Vi bliver udmattede - fysisk, mentalt og åndeligt. Når vi lukker og slukker for vores liv berøver vi også os selv for de mest værdifulde ting; vores drømme, vores følelser, vores kærlighed og det der gør os levende.

Vores egentlige fjende som mennesker er ikke livskriser og smerten inde i os, men vores afvisning og fornægtelse af smerten. Det er ikke ved at vende os væk fra det smertefulde i vores liv, at vi finder fred, ro og balance igen. Det er ved at have mod, villighed, vedholdenhed og tålmodighed til at nærme os den, acceptere det den og forsøge at trække vejret igennem den. I stedet for at slås med og imod "problemet", kan accept give ro og lettelse. At være sammen med det menneskelige i en selv og være den man er, der hvor man er.

Mennesker der har været i disse omstændigheder har ofte en indsigt, at de har fået åbnet døren op til, et større og bredere syn på sig selv og tættere kontakt på det der giver mening i deres liv. De ved noget om ikke at være herre over situationen og alligevel ikke fremstå som hjælpeløse. De ved at de ikke kan bestemme over smerten og langt fra kontrollere den.

Og det er netop her det terapeutiske rum kan tage sin plads. Blive taget imod, lyttet til, få et rum at være sig i. Dette er ofte en stor lettelse for mennesker i en smertefuld overgang. Og det paradoksale er, at når vi begynder at dele om det svære i vores liv og trækker det ud i lyset, kan det betyde at det forandre sig. Det finder sin plads i vores livsforløb med en større kontakt og væren at tilstede – også med sig selv.

At få rum til at være i det der forekommer smertefuldt og samtidig have en oplevelse af, at nogen lytter aktivt og interesseret og tager udgangspunkt i vore ønsker og længsler, skaber grundlag for forandring.

Vi kan som terapeuter være til den andens bedste og fremme menneskets evne, til selv at forvalte og håndtere de forhold, som der måske er givet op overfor.