Selvværd

”Alle er genier. Men hvis man dømmer en fisk ud fra dens evne til at klatre i træer, vil den hele sit liv tro, den er dum”
- Albert Einstein

Vores selvværd er et vigtigt element og har stor betydning for vores måde at være i verden på. Selvværd handler om hele den måde, vi er i verden på og om vores grundlæggende syn på os selv som menneske. Det handler også om evnen til at mærke os selv, og hvordan vi forholder os følelsesmæssigt, til det vi opdager om os selv.
Grundlæggende kan man sige, at selvværd er en følelse af berettigelse til at have egne følelser, behov og meninger. Selvværd er, at man oplever, man er ligeværdig i forhold til andre og en følelse af at have værdi som den, man er.

Grundstenene til vores selvværd bliver lagt i de helt tidlige barndomsår, hvor den måde vi bliver mødt på af vores omsorgspersoner er alt afgørende. Måden du bliver mødt på i dine behov, udtryk og handlinger, bliver fundament for hvordan det føles at være dig.

Senere i udviklingen får det også betydning for, hvordan man bliver mødt i de fællesskaber, man befinder sig i, eksempelvis i skolen eller på arbejdspladser. Ens oplevelse af det samspil man har med andre betydningsfulde personer, bliver en vigtig del af ens selvværd

Ingen er født med lavt selvværd.
Selvværd er ingen statisk størrelse.
Det skal næres og udvikles livet igennem.
 

Selvværd

”Selvom ingen kan gå tilbage og lave en helt ny begyndelse, kan alle begynde nu
og lave et helt ny slutning”

- Carl Bard

 
Selvværdsproblematikker:

Årsager til lavt selvværd kan bl.a. være:
  • Tidligt svigt i barndommen. Når du ikke får opfyldt dine behov for støtte til at opbygge selvværd i form af varme, empatisk respons, kontaktfuld opmærksomhed og kærlighed.
  • At man er blevet anerkendt, for det man gør, og ikke den man er.
  • At man i længere tid har ladet sig behandle dårlig.
  • Mobning i skole eller på arbejdsplads.
  • Krænkelser af psykisk eller fysisk karakter.
  • Vedvarende stress hvor man over tid er gået alt for meget på kompromis med egne grænser og behov.

At leve med lavt selvværd kan være smertefuldt, skamfuldt og hæmme vores hverdag og liv i det hele taget. Det påvirker evnen til at sætte sunde grænser, og vide hvornår man har brug for at beskytte sig og trække sig tilbage. Man tænker negative tanker om sig selv og lider af indre kritiske dialoger, og i det hele taget vender man kritik og vrede indad.

Man er på konstant overarbejde og prøver at passe ind. Man præstere til det ypperligste med risiko for at miste kontakten til sig selv. Ens opmærksomhed er optaget af at gøre andre tilfredse og tilpasse sig ydre krav, i stedet for at mærke hvordan man har det.

Med lavt selvværd kan man opleve følelsen af, at man hele tiden er til eksamen. En følelse af at alt hvad man siger og gør bliver vurderet. Man har tendens til at hører kritik, også når den ikke er der. Når man begår fejl, oplever man det som at være en fejl. Man lider under følelsen af at være uelskværdig. For ikke at mærke denne smertefulde følelse kan man kompensere ved at forsøge at fremstå perfekt, og man har ofte opmærksomheden rettet på selv-iagttagelsens for at scanne sig selv for fejl og mangler.

Din opgave er ikke at blive perfekt – men at blive hel.

Dette er hårdt arbejde og kan give en fornemmelse af udmattelse, ensomhed og meningsløshed. I det hele taget er ens væren i verden knyttet til en vedvarende vished om at man ikke er god nok som den man er.

I et terapeutisk forløb vil du blive inspireret og støttet i, at genoprette relationen til dig selv. Når du begynder at arbejde med at få et mere stabilt og bedre selvværd, kan det have stor betydning for dig, at få øje på den selv kritiske dialog der vedvarende presser dig ud over din egen grænse. Du lærer at mærke og udtrykke personlige grænser, følelser og behov samt udvikle evnen til egenomsorg, som vil fordre det, du ønsker dit liv skal handle om.

Du vil få støtte til at møde dig selv på en mere nænsom og kærlig måde.

Du vil begynde at få en oplevelse af, at du er god nok, som du er, og du har mulighed for og retten til at stå på egne ben, at stå ved egne holdninger og at tage plads i verden lige præcis som den du er.